Opgave i stikprøver 1

opgave-stikproever-1-m-vejledning1.jpg

Dette er et materiale der fører dig gennem et eksempel på hvordan stikprøver virker i praksis.

Du skaber selv materialet idet materialet består af 100 kast med en terning - genereret i regnearket Excel. Du skal til dette anvende vejledningen ''Vejledning til at generere tilfældige tal Excel''.

Du skal nu generere de 100 kast. Generér først ét tilfældigt kast f.eks. i celle A1.

Placer musepilen i nederste højre hjørne af cellen A1 så der kommer et lille kryds frem (+), og træk derefter krydset ned til og med række 25. Træk derefter i nederste højre hjørne af cellen A25 så du får 4 kolonner. Dermed er der 100 kast repræsenteret.

Hvis man ønsker at få 100 nye kast, kan man gøre følgende:

  1. Placere musemarkøren i én af cellerne ved at venstreklikke på musen over en celle.

  2. Venstreklikke umiddelbart efter teksten, dvs. efter ''=slumpmellem(1;6)''.

  3. Trykke ''Enter''.

Du skal nu først undersøge hvor ligeligt fordelingen er mellem 1, 2, 3, 4, 5 og 6. Du ved jo at der bør være en ligelig fordeling.

Du finder fordelingen i dit materiale ved at gøre følgende i Excel:

  1. Skriv tallene fra 1 til 6 i en søjle til højre for resultaterne af dine tilfældige kast. Du kan f.eks. få det således:


  2. opgave-stikproever-1-m-vejledning2.jpg

    Du kan nu få Excel til at finde fordelingen mellem de forskellige udfald på følgende måde:

  3. Vælg menuen ''Funktioner'' øverst på skærmen.

  4. Vælg ''Dataanalyse'' (det står nederst på listen).

  5. Vælg ''Histogram'' ved at klikke på det så det bliver farvet blåt.

  6. Tryk ''OK''.
    Herefter kommer en boks frem hvor du skal gøre følgende:

  7. Klik på ikonet til højre for det hvide felt ved ''Inputområde''.

  8. Du får nu en lille boks frem. Markér med musen alle dine 100 tal.

  9. Klik på ikonet til højre for det hvide felt i boksen. Herved kommer den forrige boks tilbage.

  10. Klik nu på ikonet til højre for det hvide felt ved ''Intervalområde''. Markér tallene fra 1 til 6 som du har stående til højre for dine 100 tilfældige terningekast.

  11. Klik som før på ikonet til højre for det hvide felt i boksen. Herved kommer den forrige boks atter tilbage.

  12. Klik på ''OK'', og du har nu en oversigt over hyppighederne. Hvis du ønsker at få et histogram frem, skal du under 10 afkrydse feltet ''Diagramoutput''.

Du kan nu se hvor jævn fordelingen er.

Næste opgave bliver at forsøge med stikprøver på 10 og 20 tilfældigt udvalgte tal. Gå nu tilbage til dine 100 tilfældigt udvalgte tal.

  1. Vælg igen ''Dataanalyse'' i menuen ''Funktioner''.

  2. Vælg nu ''Stikprøve'' ved at klikke på ''Stikprøve'' så det farves blåt.

  3. Klik dernæst på ''OK''.

  4. Klik på ikonet til højre for det hvide felt ud for ''Inputområde''.

  5. Markér de 100 tal.

  6. Klik på ikonet til højre for det hvide felt i boksen.

  7. Skriv 10 i det hvide felt ved ''Antal stikprøver''.

  8. Klik da på ''OK''.

Du får nu en kolonne med 10 tilfældigt udvalgte tal af dine 100 tal.

Du skal nu finde fordelingen mellem udfaldene - det letteste er nok at tælle dem.

Herefter skal du gentage proceduren med stikprøver med 20 tilfældigt udvalgte tal blandt dine 100.

Sammenlign herefter resultaterne. Forklar på hvilken måde der er forskel, og gør rede for hvorfor der er denne forskel.

Husk at dokumentere dette f.eks. med histogrammer fra dit arbejde.

Opgave i stikprøver 2

Når man skal vurdere hvor troværdig en stikprøve er, er følgende forhold væsentlige:

  • En stikprøve skal bestå af tilfældigt udvalgte objekter.

  • En stikprøve skal have en størrelse der gør at den på rimelig måde kan give et nogenlunde korrekt resultat. Stikprøven skal være repræsentativ.

Når man arbejder med stikprøver, betegner man den gruppe man ønsker at undersøge for ''populationen''.

Vurdér følgende eksempler. Svarene er besvarelsen af denne opgave.

  1. I en nyhedsudsendelse på et lokal-tv siger værter: "Vi har undersøgt befolkningens holdning til planerne om at bygge et kunstmuseum på havnen. Vi spurgte 35 tilfældige personer på gågaden i eftermiddag, og her følger et udvalg af svar". Fem personer udtaler sig herefter, og fire af dem er negative over for byggeplanerne.


    Hvad er population, og hvad er stikprøve?


    Giv en vurdering af resultatet af denne stikprøve.

  2. I en by er der planer om at nedlægge et sygehus. En lokalradiostation fortæller at den ønsker at undersøge befolkningen holdning, og derfor beder den personer sende sms'er til et særligt nummer.


    Hvad er population, og hvad er stikprøve?


    Giv en vurdering af resultatet af denne stikprøve.