Forord hf

Et vigtigt mål for denne bog er at formidle at matematik både er interessant, fascinerende og har stærke anvendelser. Vi har tilstræbt at skrive bogen i et sprog så stoffet er læsbart og tilgængeligt for så mange som muligt.

Derudover har vi skrevet bogen så der er mulighed for at differentiere læsningen. Ikke alt i bogen er nødvendigt at læse for alle, men vi håber at rigtig mange vil finde det valgfrie stof lærerigt og interessant. En del steder har vi placeret valgfrit stof i grå rammer. Desuden har vi ønsket at fremlægge stoffet så præsentation af nyt stof i så høj grad som muligt fremstår så forståeligt som muligt.

Som et yderligere tilbud til bogen findes hjemmesiden www.matema10k.dk hvortil der er åben adgang. Her vil du kunne finde supplerende stof, opgaver og idéer til diverse forløb - også til almen studieforberedelse.

Bogen indeholder det nødvendige kernepensum, men der er også en del supplerende stof. I matematik vil man støde på forløb der er tilpasset den studieretning matematik indgår i, og her vil der blive behandlet stof der ikke nødvendigvis findes i denne bog.

Bogens behandling af emnet statistik er således udelukkende ment som et fundament for arbejde med statistik. Det er hensigten at statistik skal behandles mere indgående i undervisningsforløb der bevæger sig ud over denne bogs indhold.

I bogens del 7 lægges op til supplerende stof om ræsonnement og bevisførelse. Måden dette stof indgår i undervisningen, afhænger af den konkrete undervisning.

Undervejs i bogen findes øvelser til stoffet. Resultater til disse øvelser findes på hjemmesiden www.matema10k.dk. Bagest i bogen er en lang række opgaver, og resultaterne til disse findes efter opgaverne. På hjemmesiden findes yderligere opgaver.

Bogen her en matematikbog for gymnasiets B-niveau. Bogen bygger videre på bogen for C-niveau, men den kan anvendes allerede umiddelbart efter grundforløbet. Stoffet fra C-niveau er indeholdt i denne bog -- dog i forkortet og koncentreret form. Det er derfor ikke nødvendigt at beholde en bog for C-niveau.

Det vil være muligt at anvende denne bog som eneste lærebog i klasser der allerede fra begyndelsen af gymnasieforløbet har valgt matematik på B-niveau. I sådanne tilfælde bør arbejdet med del 1 suppleres med undervisningsmateriale fra bogens hjemmeside www.matema10k.dk.

Denne bog er desuden en del af A-niveauet. Hvis dit forløb er et forløb til A-niveau, vil bogen her derfor blive suppleret af 'Matema10k for gymnasiets A-niveau'.

Vi vil gerne varmt takke Morten Blomhøj, Flemming Mørk, David Pisinger, Morten Bennedsen og Birthe Larsen for deres bidrag til bogen.

Vi ønsker dig god fornøjelse med bogen. Hvis du har kommentarer eller gode råd til bogen,

er du velkommen til at sende en mail på matema10k@frydenlund.dk.

Thomas Jensen, Claus Jessen og Morten Overgård Nielsen